Om

Om Eva Ganvig

Baggrund
Uddannet astrolog på IC Instituttet 2004. Underviser på IC Instituttet 2004 – 2019.


Har haft klienter siden 2002 og holder jævnligt foredrag i forskellige regi. Skribent på Månedsbladet Stjernerne siden 2003, i perioden 2012-2016 medejer og redaktør på StjernerneHar deltaget i podcast-serierne
”I stjernernes Tegn” og ”Stjernebørn” hos Talk Town. Oprindelig BA i kinesisk. Studeret, rejst og
arbejdet i Kina i løbet af 90’erne. Har over 15 års erfaring med administration, ledelse og HR i
universitetsverdenen, og arbejder for tiden deltids med administration på Københavns Universitet ved
siden af den astrologiske praksis.

Mine værdier og principper
For mig er respekt og værdsættelse af det enkelte individ af stor betydning. Vi er alle unikke, og har
hver vores udfordringer og opgaver i livet. Intet menneske kan dømme et anden, for vi kan aldrig helt
forstå og vide, hvordan det er at leve andres liv. I mit virke som astrolog, er det meget vigtigt for mig
at være rummelig, neutral og ikke fordømmende over for de mennesker, jeg møder på min vej.
Uden disse kvaliteter er det begrænset, hvad der kan ske mennesker imellem. Tillid er også en vigtig
kvalitet for mig, og ikke noget jeg tager for givet. Uden tillid er det svært at mødes og opnå en
personlig kontakt med et andet menneske, så det er vigtigt i konsultationen, at den er til stede. Nogle
gange er tilliden der med det samme, andre gange skal der arbejdes og gøres en indsats før den
kommer.
Som astrolog giver jeg folk en refleksion af dem selv, som et spejlbillede. Jeg kan ikke svare på hvad
folk skal gøre, eller træffe beslutninger for andre mennesker. Det jeg kan, er med ord at tegne et
billede af ”hvad vej vinden blæser”, og give indsigt og forståelse for situationer og problemstillinger,
som kan hjælpe folk til at få truffet de beslutninger, der venter på at blive taget.

Det er ikke min opgave her i livet at bevise astrologien overfor skeptikere. Jeg kan ikke forklare,
hvordan astrologien virker, men jeg oplever at den virker. Astrologien fascinerer mig dybt, mest af alt
fordi den handler om mennesker, og giver forståelse på det individuelle niveau.

Mine tanker om astrologiens virke
Jeg ser den astrologiske forståelse som et værktøj, der er tilgængeligt for alle os mennesker. Som
astrolog tolker jeg planeters positioner i forhold til udgangspunktet, som er sted og tid her på jorden.
Hvordan disse planeter kan påvirke os på så lang afstand, kan jeg ikke begribe, men det er min
erfaring, at de gør det.
Kunsten som astrolog, ser jeg, er at være et talerør og en fortolker af planeternes indflydelse. Det er
her håndværket gør sig gældende, for det er selve tolkningen, der er kunsten for astrologen. I
tolkningen er det vigtigt, at jeg som astrolog er neutral og upersonlig, og på den måde begrænser
mine personlige astrologiske indflydelser, således at de ikke går ind og ”farver” min tolkning og jeg
ender med at proppe mig selv og mine meninger ned i halsen på folk.
Astrologien er ikke den eneste indflydelse, der påvirker os mennesker. F.eks. kan man ikke i et
horoskop se om der er tale om en mand eller en kvinde, hvilket jo har en stor betydning for
personens liv (og for den astrologiske tolkning). Genetik, miljø, samfund og kultur er også faktorer,
der påvirker os hver især, og som er med til at forme os som mennesker. Min erfaring er, at
astrologien aldrig skal stå alene og være den endelige sandhed, men at den er en af brikkerne, der
sammen med andre faktorer udgør et samlet billede.

Med et horoskop i hånden, kan jeg give en ret præcis personkarakteristik af ”indehaveren”. Jeg kan
beskrive de grundlæggende energier, ønsker og behov, og sige en hel del om forskellige aspekter i
livet, f.eks. hvad stræber man efter, hvordan er grundlaget og fundamentet, hvordan kommunikerer
man, hvilken partner søger man efter, og hvordan fungerer parforholdet m.m. Derudover kan jeg se,
hvor der er ressourcer og evner i personen, og på hvilke områder af livet, der er udfordringer. De
fleste af os har reaktionsmønstre vi ikke er glade for, og i horoskopet træder disse mønstre frem, og
det er muligt at finde alternative energiveje, således at andre og mere hensigtsmæssige
reaktionsmønstre kan bygges op.
En af de astrologiske kunster er, at astrologien kan vise os, hvad der sker hvornår. Vi kan bruge
astrologien til at forstå de problemstillinger og udfordringer, vi møder på vores vej. Hvornår er det jeg
skal søge job, Hvornår møder jeg en ny partner, bliver jeg boende, er det nu jeg skal gå i gang
med…?. Det er eksempler på de spørgsmål astrologer bliver stillet og kan besvare med et fornuftigt
bud. Det fine ved astrologien er, at vi kan se frem og se hvornår indflydelser starter og stopper, og
således kan give et bud på, hvornår det bliver bedre, hvornår der sker noget eller hvornår man skal
slå til osv.
Det er dog vigtigt at pointere at en astrologisk tolkning altid er en dialog mellem klienten og
astrologen. Denne dialog er vigtig for at få nuancerne med i tolkningen og for at forstå og afklare
hvordan andre faktorer også spiller ind i livet. Dette er grunden til at jeg ikke tilbyder at skrive
horoskoper, da min erfaring er at horoskoptolkningen på skrift og som envejskommunikation ikke
bliver nuanceret nok.