Intense tider

Hvilket bål kaster du dit brænde på?

Den 21. april er det to af de stærke og intense kræfter der mødes på himlen, nemlig Jupiter og Uranus. Uranus symboliserer nytænkning, opbrud og forandringer, mens Jupiter som den lille sol symboliserer ekspansion, principper og retfærdighed. De mødes i Tyrens tegn der med sin forbindelse til planeten, ressourcerne, naturen og det fysiske plan danner et bagtæppe for mødet. Energien i dette møde er mærkbar nu og vil være aktiv forventeligt frem til slutningen af maj måned, dog med størst intensitet i dagene 15-27. april.

Vi befinder os i urolige tider, så dette møde sker mens der er ustabilitet og uro iblandt os. Mødet på himlen påvirker os kollektivt ved begivenheder der bliver trigget, forhold der forandres, planeten der siger ”hør nu på mig”, debatter der flammer op, strukturer der kollapser, ledelser der falder fra hinanden, teknologier der opfindes, systemer der hackes, konflikter der eskalerer osv. Det er hedt og intenst, og det synes at søge mod et klimaks så der opstår et før og et efter.

På det personlige plan kan dette himmelske møde også berøre os, men det kan være forskelligt fra person til person. Er der opbrud og forandringer i dit liv allerede, så er det meget muligt, at det spidser til under dette møde. Og meget muligt kan energien bruges til at lave et gennembrud og få løst en situation. Andre vil ikke nødvendigvis blive personligt berørt, men kan måske alligevel mærke, at der sker noget.

Kunsten er at bruge den stærke energi konstruktivt. Og her er det, at spørgsmålet er ”Hvilket bål kaster du dit brænde på?”. Vi kender sikkert alle forargelsens sødme, glæden over at løfte retfærdighedens røst, vredens opslugende kraft og hvordan man kan blive revet med af en stemning, og pludselig befinde sig som deltager i en konflikt, der egentlig ikke er ens egen. Så et andet spørgsmål kan også være: ”Hvilket bål ønsker du selv at tænde?”. Men skal vi alle stå og passe hvert vores eget bål, når vi i fællesskab kan løfte meget mere? Udfordringen er at placere sig ved et bål man kan stå ved, både moralsk og med sit hjerte. Og tænder du dit eget bål, kan det jo være, at der kommer nogen der gerne vil varme sig ved bålet sammen med dig. Så hold dig tæt på dit hjerte og kast dit brænde på det bål, der er rigtigt for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *