Det er menneskeligt at fejle – siges det. Intet i naturen er perfekt. Evolutionen, naturens udvikling, er båret af fejl, dem der kaldes mutationer. Det siges også, at vi lærer af vores fejl. Ja, det ved jeg godt, jeg har hørt det mange gange, og alligevel synes nogen af os, at være fanget i at skulle være perfekte.
Hvor kommer dette fra? Hvad gavner det?
Når noget er perfekt, så er der ikke længere grund til at ændre det, så stopper udviklingen og der holdes fast i det der er. Så står vi der som livløse statuer der er underlagt et langsomt og sikkert forfald. Vi kan være heldige at opleve perfektheden flygtigt, men forhåbentligt aldrig varigt, for tænk hvis solnedgangen var den samme hver aften…
Hvorfor er vi så bange for at fejle? Er det vores ego der ikke tør se, at vi ikke er perfekte? Hvorfor er nogen så optagede af at påpege andres fejl? Burde vi i virkeligheden klappe ad dem og give dem anerkendelse?
Det kan selvfølgelig være farligt at fejle, fx når man glemmer at se sig for i trafikken og bliver ramt. Men heldigvis er de fleste fejl små og giver os mulighed for at lære noget, for at gå en anden vej end vi havde planlagt, for at opleve det uventede, for at grine og blive klogere.
Jeg øver mig på at fejle. Helt bevidst at sige noget forkert, at træde lidt ved siden af, at undlade at tænkte mig grundigt om inden jeg gør noget. Det gør ondt i mig nogle gange, og jeg skal til tider kalde på mit mod for at gøre det. Jeg gør det for at frigøre mig fra den spændetrøje, jeg oplever, at perfekthedstrangen er i mit liv. Jeg øver mig i at grine af mine fejl og værdsætte den udvikling jeg går igennem. Og jeg øver mig i at rumme, at andre også begår fejl og har mangler. For tænk hvis vi alle kunne lave sammen helt uden skam og flovhed over ikke at være perfekte… hvordan ville det være?